Digitalisering af arbejdsgange: 6 trin fra manuel proces til første version
Digitalisering af arbejdsgange på 6 trin: vælg den rigtige proces, kortlæg den, mål tidsforbruget og byg en lille første version der beviser besparelsen.

Freelance full-stack udvikler
- Udgivet
- Læsetid
- 12 min.
Indhold i indlægget9
Digitalisering af arbejdsgange betyder at du flytter en manuel proces, fx ordremodtagelse, godkendelse af udlæg eller planlægning af serviceopgaver, fra mail, papir og regneark over i et system der klarer det gentagne arbejde. Den sikreste vej er seks trin: vælg én arbejdsgang, kortlæg den som den faktisk foregår, mål hvad den koster i dag, forenkl den, byg den mindste version der virker, og mål besparelsen bagefter.
Jeg er udvikler og bygger den slags systemer, så læs med det forbehold. Trin 4 ender dog tit med at du slet ikke skal have noget udviklet, og når det er svaret, skriver jeg det.
Den korte version
Tabellen viser de seks trin, hvad du står med efter hvert af dem, og hvor lang tid det typisk tager for en afgrænset arbejdsgang i en mindre virksomhed. Tiderne er mit skøn og afhænger mest af hvor mange personer og afdelinger der er involveret.
| Det gør du | Det har du bagefter | Typisk tid | |
|---|---|---|---|
| 1. Vælg | Find den arbejdsgang hvor gevinsten er størst og risikoen mindst | Én konkret proces med en ejer | 1-2 møder |
| 2. Kortlæg | Følg rigtige sager fra start til slut sammen med dem der udfører dem | Et overblik over trin, data, overleveringer og undtagelser | 1-2 uger |
| 3. Mål | Tæl sager, minutter pr. sag, fejl og ventetid | Et før-tal i timer og kroner | 2 uger ved siden af den daglige drift |
| 4. Forenkl og vælg | Fjern unødvendige trin og vælg mellem eksisterende system, standardværktøj og udvikling | En enklere proces og et valg af værktøj | 1-3 uger |
| 5. Byg | Lav den mindste version der fjerner det mest gentagne trin | En første version i drift hos én brugergruppe | Fra dage til et par måneder |
| 6. Mål igen | Gentag målingerne fra trin 3 efter 4-8 uger | En dokumenteret besparelse og en plan for næste skridt | Løbende |
Min tommelfingerregel er at bruge lige så meget tid på trin 1-4 som på selve byggeriet. Det lyder af meget, men mange af de digitaliseringsprojekter der skuffer, gør det fordi den gamle proces blev flyttet ind i et system med alle sine omveje. Er du i gang med at planlægge en hel platform og ikke kun en enkelt proces, så start med min guide til at lave din egen platform.
Trin 1: Vælg én arbejdsgang at starte med
Den bedste første kandidat er sjældent den største eller mest irriterende proces. Det er den hvor du hurtigt kan vise en gevinst, så både du og medarbejderne tror på næste skridt. Jeg kigger efter fem ting:
- Den gentages ofte, gerne flere gange om dagen. En proces der kører én gang om måneden, sparer sjældent nok tid til at betale sig.
- Den følger faste regler. Kan du beskrive hvad der skal ske i de fleste tilfælde, kan et system også gøre det.
- De samme oplysninger tastes ind mere end én gang, fx fra en mail til et regneark og videre til økonomisystemet.
- Der opstår fejl eller ventetid som koster kunder, penge eller overarbejde.
- Der er en ejer: én person der kender processen og har mandat til at ændre den.
Typiske gode kandidater er ordremodtagelse fra mail eller telefon, godkendelse af fakturaer og udlæg, tidsregistrering, tjeklister og rapporter fra opgaver ude hos kunder, og oprettelse af nye kunder eller medarbejdere. Kører arbejdsgangen i dag i et regneark, kan du bruge de 11 tegn på at virksomheden er vokset ud af Excel til at vurdere hvor presserende det er.
Hvornår du ikke skal digitalisere endnu
Nogle arbejdsgange er ikke klar til et system, og så er det bedste råd at vente. Det gælder hvis:
- processen stadig ændrer sig fra uge til uge. Så bygger du til en arbejdsgang der ikke findes om tre måneder.
- problemet i virkeligheden er uenighed om hvem der gør hvad. Et system løser ikke en uklar ansvarsfordeling, det gør den bare mere synlig.
- hver sag kræver et skøn fra en erfaren medarbejder. Her kan et system samle oplysningerne, men ikke træffe beslutningen.
- arbejdsgangen kun koster et par timer om måneden. Så er en bedre skabelon eller en fast tjekliste nok.
I de tilfælde skal du ikke hyre en udvikler som mig. Ryd op i processen først, og tag den op igen når den har sat sig.
Trin 2: Kortlæg processen som den faktisk foregår
Den proces der står i medarbejderhåndbogen, og den der foregår i virkeligheden, er sjældent den samme. Kortlægningen skal beskrive den virkelige. Derfor skal den laves sammen med dem der udfører arbejdet, og ikke kun med lederen der engang tegnede den.
Den metode jeg foretrækker, er enkel: tag tre-fire rigtige sager fra den seneste uge og følg dem fra start til slut. For hvert trin skriver du ned:
- hvem der gør det
- hvad de gør, og hvilket værktøj de bruger (mail, papir, regneark, telefon eller et system)
- hvilke oplysninger de skal bruge, og hvor de kommer fra
- hvor lang tid trinnet tager, og hvor længe sagen ligger stille før næste trin
Resultatet kan være post-its på en væg eller et simpelt diagram med én bane pr. person eller afdeling, et såkaldt swimlane-diagram. Værktøjet er ligegyldigt. Det vigtige er at alle trin, overleveringer og ventetider kommer med.
Saml også de rigtige dokumenter: blanketten, mailskabelonen, regnearket og eksempler på det der kommer ud i den anden ende. De bliver senere grundlaget for hvilke felter og data systemet skal have, og de sparer en udvikler for mange spørgsmål.
Spørgsmål der afslører de skjulte trin
- Hvad gør du når oplysningerne mangler eller er forkerte?
- Hvem spørger du når du er i tvivl?
- Hvad skriver du ned et andet sted for en sikkerheds skyld?
- Hvad sker der med sagerne når du er syg eller på ferie?
- Hvilke sager tager meget længere tid end normalt, og hvorfor?
Svarene er undtagelserne. De fylder sjældent meget i antal, men ofte meget i tid, og det er dem der vælter et system som kun er bygget til normalforløbet.
Trin 3: Mål hvad arbejdsgangen koster i dag
Før du ændrer noget, skal du have et før-tal. Ellers ved du ikke om digitaliseringen virkede, og du har ikke noget at holde prisen på et system op imod.
Mål fire ting i to helt almindelige uger:
- Antal sager om ugen.
- Minutter pr. sag for hver person der rører den.
- Fejl og omarbejde: hvor mange sager skal rettes, sendes tilbage eller følges op?
- Gennemløbstid: hvor lang tid går der fra sagen starter, til den er færdig?
En streg på et stykke papir pr. sag og et ur er nok. Gæt ikke. Det er let at undervurdere tiden på små gentagne opgaver fordi den er spredt ud over hele dagen.
Et regneeksempel: I modtager 40 ordrer om ugen på mail, og hver ordre tager 12 minutter at taste ind, tjekke og bekræfte. Det er 8 timer om ugen eller cirka 370 timer om året med 46 arbejdsuger. Regner du med 400 kr. i timen, et forsigtigt bud på hvad en medarbejdertime koster med løn og overhead, er det omkring 147.000 kr. om året. Det er det tal et nyt system skal holdes op imod.
Glem ikke gennemløbstiden. En ordre der venter to dage på at blive bekræftet, koster ikke kun medarbejdertid. Den kan også koste kunden.
Trin 4: Forenkl, og vælg så værktøj
Når processen ligger foran dig, så stil ét spørgsmål til hvert trin: hvad sker der hvis trinnet forsvinder? Dobbelte godkendelser, rapporter som ingen læser, og oplysninger der tastes ind for en sikkerheds skyld, kan ofte fjernes helt. Et trin du fjerner, er gratis. Et trin du automatiserer, koster penge at bygge og vedligeholde.
Derefter vælger du værktøj. Der er groft sagt fire niveauer, og det billigste der løser problemet, er det rigtige.
| Passer når | Passer ikke når | Groft prisniveau | |
|---|---|---|---|
| Funktioner i systemer I allerede har | Økonomi-, CRM- eller HR-systemet har en godkendelses- eller formularfunktion I ikke bruger | Arbejdsgangen går på tværs af flere systemer | Interne timer til opsætning |
| Standardsystem | Jeres proces ligner andre virksomheders | I skal ændre forretningen for at passe til systemet | Licens pr. bruger pr. måned plus opsætning |
| No-code og automatisering | Få brugere, enkle regler, og data skal flyttes mellem værktøjer I har | Mange undtagelser, følsomme data eller mange brugere | Abonnement plus egne timer eller lidt hjælp udefra |
| Udviklet til jer | Processen er jeres egen, eller flere systemer skal tale sammen | Processen ændrer sig stadig, eller et standardsystem passer | Groft skøn 15.000-180.000 kr. ekskl. moms for et lille værktøj |
Start altid øverst i tabellen. Det sker tit at en virksomhed betaler for et økonomisystem eller et CRM med indbyggede godkendelser og formularer som ingen har sat op. Automatiseringsværktøjer som Zapier, Make eller Power Automate kan flytte data mellem systemer uden kode, og det er ofte nok til en første version. Hvor grænserne for den slags værktøjer går, har jeg skrevet om i indlægget om no-code-platforme som Bubble, Softr og Glide.
Udvikling bliver relevant når processen er det der adskiller jer fra konkurrenterne, når der er mange undtagelser, eller når data skal hænge sammen på tværs af systemer. Selve afvejningen mellem at købe og bygge gennemgår jeg i skræddersyet software vs. standardsoftware. Prisniveauet i tabellen bygger på et groft skøn på 20-150 timers arbejde og de 800-1.200 kr. i timen som Lønradar angiver for seniorkonsulenter i 2026. Flere eksempler finder du i prisguiden til skræddersyet software.
Brug dit før-tal fra trin 3 som loft. Koster et system mere end to-tre års besparelse, er det sjældent det rigtige valg til en første version.
Trin 5: Byg den mindste version der virker
Den klassiske fejl ved digitalisering er at ville flytte hele processen på én gang. Det tager måneder, og når systemet endelig er klar, har processen ændret sig. Byg i stedet den mindste version der fjerner det mest gentagne trin for én brugergruppe.
Bestem et succeskriterium før der skrives en linje kode, fx "en ordre kan behandles på under 4 minutter" eller "ingen ordre tastes ind to gange". Så ved både du og udvikleren hvornår første version er god nok.
For ordreeksemplet fra trin 3 kunne en første version se sådan ud:
- En formular hvor kunder eller sælgere indtaster ordren, med de felter der altid skal udfyldes.
- En liste over ordrer med status, så alle kan se hvad der mangler.
- En automatisk bekræftelse på mail til kunden.
- En eksport eller simpel integration til økonomisystemet, så ingen taster ordren igen.
Det der kan vente, er typisk en app, rapporter med grafer, mere end to brugerroller, integration nummer to og tre og automatisk håndtering af alle undtagelser. De sjældne tilfælde kan sagtens klares manuelt i starten, fx med et felt til bemærkninger og en person der følger op. Skal kunderne selv kunne logge ind og følge deres sager, er det en kundeportal, og så kan du se om en white-label-portal eller en udviklet kundeportal passer bedst.
Trin 6: Tag den i brug, og mål besparelsen
Et nyt system sparer ingen tid før folk bruger det. Tre ting gør den største forskel:
- Træn med rigtige sager og ikke med en præsentation. Lad brugerne behandle en håndfuld af ugens sager i systemet med ejeren eller udvikleren ved siden af.
- Sæt en dato hvor den gamle måde stopper. Kører mail og system parallelt for længe, har I to sandheder og dobbelt arbejde.
- Saml tilbagemeldinger de første to uger, og ret de små ting hurtigt. Det er her brugerne afgør om systemet er en hjælp eller en byrde.
Efter 4-8 uger måler du det samme som i trin 3: antal sager, minutter pr. sag, fejl og gennemløbstid. Forskellen er din dokumenterede besparelse, og den er grundlaget for næste beslutning: forbedre første version, tage næste trin i samme proces eller gå videre til en ny arbejdsgang.
Vær ærlig om resultatet. Er besparelsen mindre end ventet, er det tit fordi en del af det gamle arbejde stadig foregår ved siden af systemet. Find ud af hvorfor, før du bygger mere.
Beslut også hvad de sparede timer skal bruges på. Frigjort tid bliver ikke til penge af sig selv. Den skal bruges på salg, kundeservice eller på at kunne vokse uden at ansætte flere, ellers forsvinder den stille og roligt i andre opgaver.
Næste skridt
Brug tjeklisten før du går i gang, eller før du taler med en udvikler eller leverandør.
Klar til at digitalisere en arbejdsgang?
- Én valgt arbejdsgang med en ejer der har mandat til at ændre den
- En kortlægning af 3-4 rigtige sager med trin, værktøjer, data og ventetid
- En liste over undtagelser og hvor ofte de forekommer
- Et før-tal: sager om ugen, minutter pr. sag, fejl og gennemløbstid
- Eksempler på dokumenterne: blanketter, mails og regneark, gerne med testdata i stedet for rigtige persondata
- Et succeskriterium for første version
- En plan for ibrugtagning: hvem skal trænes, og hvornår stopper den gamle måde?
Kan arbejdsgangen klares i et værktøj I allerede har, så start der. Skal den bygges, starter jeg ved større opgaver med et betalt forprojekt til fast pris, hvor jeg gennemgår kortlægningen og før-tallet sammen med dig og afleverer en plan og en pris. Du taler direkte med mig som udvikler hele vejen, og du ejer koden fra første dag. Se hvordan jeg arbejder med webapps og interne systemer.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er forskellen på digitalisering og automatisering?
Digitalisering betyder at en proces flyttes fra papir, mail og regneark over i et digitalt system. Automatisering betyder at systemet selv udfører et trin uden at et menneske gør det, fx sender en bekræftelse eller opretter en faktura. Du digitaliserer typisk først og automatiserer bagefter de trin hvor reglerne er klare nok. Ikke alle trin skal automatiseres.
Kan jeg selv kortlægge arbejdsgangen, eller skal jeg have hjælp?
Du kan sagtens selv kortlægge en afgrænset arbejdsgang med metoden i trin 2. Hjælp udefra er mest værd når processen går på tværs af flere afdelinger, når ingen har tid til at følge sagerne, eller når du selv er så tæt på at du ikke ser omvejene. En udvikler kan også gøre det som en del af et forprojekt, så kortlægningen bliver skrevet med henblik på systemet.
Hvad gør jeg med de gamle data på papir og i regneark?
Flyt kun det der skal bruges fremover. Det er typisk åbne sager og stamdata som kunder, varer og priser. Afsluttede sager kan ofte blive liggende i et arkiv der kan søges i, så længe du overholder de regler for opbevaring der gælder for dig. Ryd op i data før de flyttes, og prøv importen af i et testmiljø først.
Kan AI hjælpe med at digitalisere arbejdsgange?
Ja, især til trin hvor ustrukturerede oplysninger skal læses, fx når ordredata skal trækkes ud af en mail eller en PDF. AI erstatter dog ikke kortlægningen. Du skal stadig vide hvilke trin der findes, og hvad der skal ske når oplysningerne mangler. Byg det så et menneske godkender forslagene i starten, og mål fejlraten før AI'en får lov at arbejde alene.
Hvad skal jeg være opmærksom på med GDPR når arbejdsgangen bliver digital?
Indeholder arbejdsgangen persondata, skal databeskyttelse tænkes ind fra start. Det betyder blandt andet at du kun gemmer de oplysninger der er nødvendige, styrer adgangen pr. bruger og sletter data efter en fast regel. Datatilsynet beskriver princippet om databeskyttelse gennem design. Det er ikke juridisk rådgivning, så tal med en rådgiver hvis du behandler følsomme data.