Hvor finder man en udvikler? 11 steder og hvad de er gode til
Find en udvikler via netværk, LinkedIn, platforme, brokers eller communities. Her er 11 steder at lede, hvad de er gode til, og hvor du skal passe på.

Freelance full-stack udvikler
- Udgivet
- Læsetid
- 11 min.
Indhold i indlægget8
Den sikreste måde at finde en udvikler på er stadig en anbefaling fra en du stoler på. Giver netværket ikke nok, er LinkedIn, faglige communities og udviklernes egne hjemmesider de næste steder at lede, mens freelanceplatforme, kuraterede netværk og brokers passer til mere specifikke behov. Herunder får du 11 steder med en ærlig vurdering af hvad hvert sted er godt til, og hvornår du hellere skal lede et andet sted.
Jeg er selv freelanceudvikler, så jeg er en af dem du leder efter. Læs med det forbehold. Ingen af linkene i indlægget er betalte eller affiliate-links.
Den korte version: hvilket sted passer til hvad?
| Sted | Bedst til | Pas på |
|---|---|---|
| 1. Anbefalinger fra netværket | Næsten alle projekter, især det første | Dygtig til én opgave er ikke det samme som dygtig til din |
| 2. LinkedIn | Freelancere med en bestemt erfaring og fælles kontakter | Profilerne er skrevet af udvikleren selv |
| 3. Faglige communities og meetups | Specialister i en bestemt teknologi | Langsomt, og opslag er ikke altid velkomne |
| 4. Google og egne hjemmesider | At se hvordan udvikleren tænker før første møde | Google belønner markedsføring, ikke god kode |
| 5. GitHub og open source | At tjekke en udvikler du allerede har fundet | Kræver teknisk hjælp at vurdere |
| 6. Danske freelanceplatforme | Dansktalende freelancere til afgrænsede opgaver | Lille udvalg inden for den enkelte teknologi |
| 7. Internationale markedspladser | Små, klart beskrevne opgaver | Svingende kvalitet, og du sorterer selv |
| 8. Kuraterede talentnetværk | Folk der har bestået en teknisk test | Højere pris og få dansktalende |
| 9. Konsulentbrokers | Større virksomheder med indkøbsaftaler | Formidlerens andel ligger i timeprisen |
| 10. Bureauer og udviklingshuse | Projekter der kræver flere roller på én gang | Overhead, og du taler sjældent med udvikleren |
| 11. Jobportaler | Når udvikling er en fuldtidsopgave i årevis | Langsomt og for meget til ét projekt |
Min tommelfingerregel er at bruge to-tre steder ad gangen og gå efter 3-5 relevante navne frem for 30. Har du endnu ikke besluttet om du skal bruge en freelancer, et bureau eller en fastansat, så start med min guide til at hyre en udvikler. Valget af model afgør hvilke af stederne der overhovedet er relevante.
Netværk og fællesskaber: hvor de fleste gode samarbejder starter
1. Anbefalinger fra dit netværk
Har en du stoler på haft et godt forløb med en udvikler, er det den sikreste start. Udvikleren har allerede leveret til en rigtig kunde, og du kan få et ærligt svar på hvordan det gik.
Spørg bredt: kolleger, din revisor, andre virksomheder i din branche og folk der har fået bygget noget der ligner det du har brug for. Spørg også dem der anbefaler, hvad der blev bygget, om budget og deadline holdt, og om de ville vælge udvikleren igen.
Godt til: næsten alle projekter, især dit første.
Pas på: En udvikler der lavede en fin hjemmeside til din nabo, er ikke nødvendigvis den rette til en webapp med integrationer. Når du har et navn, kan du bruge spørgsmålene til en udviklers tidligere kunder til at få mere ud af en reference end "det gik fint".
2. LinkedIn
På LinkedIn kan du søge på en bestemt erfaring, fx "Laravel" eller "freelance udvikler", og se hvem I kender i fællesskab. Et fælles bekendtskab gør det let at få en uformel reference, før du overhovedet har talt med udvikleren.
Du kan også skrive et opslag om hvad du leder efter. Det giver ofte anbefalinger fra dit eget netværk, men også henvendelser fra brokers og bureauer, så vær klar til at sortere. Mange freelancere har desuden en serviceside på LinkedIn, hvor du kan sende en forespørgsel direkte gennem platformen.
Godt til: at finde freelancere med en bestemt erfaring og se fælles kontakter.
Pas på: Profilerne er skrevet af udvikleren selv, og anbefalinger og kompetencer fra kolleger siger meget lidt. Bed altid om at se konkrete projekter.
3. Faglige communities og meetups
De fleste programmeringssprog og frameworks har brugergrupper, meetups og chatgrupper på fx Slack eller Discord. Udviklerne i de miljøer er ofte nysgerrige og godt opdaterede, og du kan møde specialister som aldrig ville byde på en opgave på en platform.
Det kræver at du ved hvilken teknologi du har brug for, og det tager tid. Læs reglerne før du skriver et opslag, for mange grupper har en særlig kanal til opgaver eller forbyder dem helt. Skriv kort og konkret: hvad opgaven er, tidsrammen og et budgetinterval.
Godt til: at finde en specialist, fx til at videreudvikle et eksisterende system bygget i en bestemt teknologi.
Pas på: Det er langsomt og tilfældigt. Communities er bygget til at udviklere kan hjælpe hinanden, ikke som en rekrutteringskanal.
Når du selv søger: Google, hjemmesider og GitHub
4. Google og udviklernes egne hjemmesider
Søg på det du har brug for, fx "freelance Laravel-udvikler" eller "udvikler til webapp". Udviklere med en hjemmeside eller blog viser hvordan de tænker, hvilke opgaver de tager, og ofte hvordan de prissætter. Det gør det lettere at vurdere om I passer sammen, allerede inden I mødes.
Det er også her du finder en som mig, så jeg er ikke neutral. Men jeg mener det er et godt tegn når en udvikler forklarer offentligt hvordan et samarbejde foregår, og hvad det typisk koster.
Godt til: at se hvordan udvikleren tænker og kommunikerer før første møde.
Pas på: Google belønner god markedsføring, og de øverste resultater er ofte bureauer og platforme. En flot side siger intet om koden, så bed om projekter du kan se eller prøve.
5. GitHub og open source
GitHub er den tjeneste hvor mange udviklere opbevarer kode, og noget af den er offentlig. Har en udvikler bidraget til open source-projekter, kan en teknisk ven eller rådgiver hurtigt danne sig et indtryk af kvaliteten.
Til at finde udviklere er GitHub mindre brugbart, medmindre du selv kan læse kode. Brug det til at tjekke, ikke til at lede.
Godt til: at vurdere en udvikler du allerede har fundet et andet sted.
Pas på: Mange dygtige udviklere har næsten ingen offentlig kode, fordi kundeprojekter er private. En tom profil er ikke et advarselstegn i sig selv.
Platforme og netværk: fra åbne markedspladser til kuraterede netværk
6. Danske freelanceplatforme
Danske platforme som Giig samler danske freelancere i ét katalog, hvor du kan oprette en opgave og kontakte folk direkte. Giig skriver at det er gratis at oprette en opgave og en profil, og at platformen ikke står for betalingerne. Du aftaler altså selv pris og vilkår med freelanceren.
Godt til: dansktalende freelancere til afgrænsede opgaver, når du gerne vil have et overskueligt udvalg.
Pas på: Udvalget bliver lille, når du sorterer efter en bestemt teknologi. Og fordi platformen ikke håndterer aftalen, skal du selv sikre det vigtigste på skrift: pris, ejerskab af koden og opsigelse.
7. Internationale markedspladser
Upwork og Fiverr har et enormt udvalg af freelancere fra hele verden, bedømmelser fra tidligere kunder og betaling gennem platformen. Du kan have mange tilbud i indbakken samme dag som du opretter opgaven.
Det er både styrken og problemet. Kvaliteten svinger meget, og det er dig der skal sortere. Som kunde betaler du typisk også et gebyr til platformen oven i freelancerens pris, og tidszone og sprog bliver en faktor, hvis udvikleren sidder langt væk.
Godt til: opgaver du kan beskrive på en halv side, fx en fejlrettelse, et lille script eller en afgrænset integration.
Pas på: Til et produkt hvor udvikleren skal forstå din forretning og blive i årevis, er det svært at finde den rette blandt hundredvis af profiler. Den laveste timepris er sjældent den billigste løsning, når du regner rettelserne med.
Jeg har sammenlignet de største freelanceplatforme på pris, udvalg og risiko, hvis du vil i dybden.
8. Kuraterede talentnetværk
Toptal og Arc tester udviklerne før de får adgang til netværket. Toptal skriver selv at færre end 3 % af ansøgerne bliver optaget efter en udvælgelse i fem trin med blandt andet en teknisk test og en prøveopgave.
Godt til: når du har travlt og ikke selv kan vurdere det tekniske niveau.
Pas på: Udvælgelsen tester tekniske evner og engelsk, ikke om personen forstår din branche eller kan tale med dine kunder. Prisen er typisk højere end på de åbne markedspladser, fordi nogen skal betale for testen, og du finder sjældent dansktalende udviklere her.
Formidlere og firmaer: når en anden finder udvikleren
9. Konsulentbrokers
En broker finder en konsulent til dig og står for kontrakt og fakturering. Det er udbredt i større virksomheder og offentlige organisationer, hvor indkøbsaftaler gør det lettere at købe gennem én leverandør.
Godt til: større organisationer der skal bruge en konsulent i flere måneder og helst vil have én kontrakt og én faktura.
Pas på: Formidlerens betaling ligger i timeprisen, og du får sjældent at vide hvor stor den er. Spørg direkte hvor stor en del af timeprisen der går til konsulenten, og insistér på at møde personen før du skriver under. Jeg har skrevet mere om hvad du betaler for hos brokers og konsulentnetværk.
10. Bureauer og udviklingshuse
Et bureau er ikke et sted at finde én udvikler, men et alternativ til at gøre det. Du køber et hold med projektleder, designer og udviklere. Det samme gælder udviklingshuse i fx Østeuropa, som nogle danske virksomheder bruger for at holde prisen nede.
Godt til: projekter hvor design, tekst og udvikling skal ske samtidig, eller hvor du vil have en virksomhed med flere folk bag leverancen.
Pas på: Du betaler for ledelse og overhead, og du taler ofte med en projektleder i stedet for den der skriver koden. Jeg har gennemgået forskellene i freelancer eller bureau.
11. Jobportaler, når du vil ansætte
Er udvikling en fuldtidsopgave i mange år, er det ofte bedre at ansætte end at hyre. Så er jobportaler som Jobindex og LinkedIn Jobs det rigtige sted, og er du en startup, kan The Hub være relevant. Studerende fra de tekniske uddannelser kan løse afgrænsede opgaver, hvis en erfaren person følger arbejdet.
Godt til: et varigt behov hvor du vil bygge viden op i virksomheden.
Pas på: En rekruttering tager typisk måneder, og én ansat kan sjældent dække både backend, frontend, drift og sikkerhed. Til et enkelt projekt er det for meget.
Tre typiske situationer, og hvor jeg ville lede
Du har en lille, afgrænset opgave
Det kan være en fejl der skal rettes, en ny formular eller en simpel integration. Start i dit netværk, og prøv derefter en dansk freelanceplatform eller en udviklers egen hjemmeside. En international markedsplads kan også fungere, hvis du kan beskrive opgaven præcist og har tid til at sortere.
Du skal have bygget noget der skal leve i flere år
En webapp, en kundeportal eller en SaaS. Her betyder samarbejdet mere end timeprisen. Led i dit netværk, på LinkedIn og blandt udviklere med egen hjemmeside, og vælg en du kan tale direkte med. Bed om et betalt forprojekt før den store aftale, så I begge ved hvad I går ind til, og du står med noget brugbart, selv hvis I ikke fortsætter sammen.
Du er en større organisation med et løbende behov
Brokers, bureauer og ansættelse er de oplagte veje. En kombination som mange overser, er én fastansat udvikler der kender forretningen, og en freelancer der tager toppene og de opgaver hvor den fastansatte mangler erfaring.
Næste skridt: fra navne til en kort liste
Listen er kun første halvdel af arbejdet. Sådan kommer du fra navne til et valg:
- Skriv en halv side om opgaven: hvad der skal bygges, til hvem, hvornår og et budgetinterval.
- Vælg to-tre steder fra listen der passer til din situation, og find 3-5 navne.
- Hold korte møder og stil de samme spørgsmål til alle. Jeg har samlet 27 spørgsmål til en udvikler før du hyrer.
- Se tidligere arbejde, og ring til referencerne.
- Få en kontrakt på plads, så koden og alle adgange er dine fra første dag.
Måske viser gennemgangen at du slet ikke skal bruge en som mig. Skal du have et helt hold på én gang, er et bureau et bedre valg, og er det en fuldtidsopgave i årevis, bør du ansætte. Skal du have bygget eller videreudviklet en webapp, en SaaS eller en integration, kan du se hvilke opgaver jeg tager som freelanceudvikler.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor lang tid tager det at finde en udvikler?
Regn typisk med to til seks uger fra du begynder at lede, til udvikleren kan gå i gang. Gode freelancere er ofte booket nogle uger frem, og du skal have tid til møder, referencer og kontrakt. Via netværket går det som regel hurtigst. Skal du ansætte, tager det typisk flere måneder, fordi kandidaten ofte også har et opsigelsesvarsel hos sin nuværende arbejdsgiver.
Skal udvikleren bo i Danmark?
Nej, men det gør nogle ting lettere. Samme tidszone og sprog gør møder og afklaringer hurtigere, og en aftale efter dansk ret er nemmere at håndhæve. Får udvikleren adgang til persondata, skal I typisk have en databehandleraftale, og ligger udvikleren eller hostingen uden for EU, kræver det ekstra overvejelser efter GDPR. Spørg en rådgiver hvis du er i tvivl.
Er det dyrere at finde en udvikler via en platform eller en broker?
Ofte ja, fordi nogen skal betales for formidlingen. På markedspladser betaler du typisk et gebyr oven i prisen, og hos brokers ligger formidlerens andel i timeprisen. Til gengæld sparer du tid på at finde og tjekke kandidater. Finder du udvikleren direkte, betaler du ingen mellemmand, men du bruger selv flere timer på udvælgelsen.
Hvad skal jeg skrive, når jeg leder efter en udvikler?
Skriv kort hvad problemet er, hvem løsningen er til, hvad der findes i forvejen, hvornår det skal være klar og et budgetinterval. Spring den lange kravspecifikation over i første omgang. En god udvikler stiller spørgsmål, og de spørgsmål siger meget om personen. Nævn også hvilken teknologi dine eksisterende systemer er bygget i, hvis du ved det.